Kranio-Sakral Terapi (KST)
Fag identitet
Kranio-Sakral Terapi (KST) er en meget blid behandlingsform, hvor knoglerne og nervesystemet påvirkes, så kroppen arbejder hen imod sin naturlige balance.
Behandlingsformen kan benyttes i mange sammenhæng: i forbindelse med skader, fysiske overbelastninger, stress, indlæringsvanskeligheder m.m. – og ikke mindst i forbindelse med egenomsorg.
KST Basis uddannelse
(4 x 3 dage, i alt 96 timer)
På KST basis uddannelsen er de primære formål
1. At tilføre dig en basisviden om hvordan kroppen arbejder sammen med nervesystemet. Samt en viden om væskernes (blod og cerebrospinalvæske) flow gennem kroppen i samspil med muskler, knogler og nervesystemet.
2. At give dig et indblik i den virkning, både fysisk og psykisk, som kan opnås ved at give Kranio-Sakral terapi. Du lærer grundbegreberne i arbejdsteknikker, således at du kan arbejde med klienter på egen klinik, uden at nedslide din psyke og krop.
3. At lære dig generelle behandlingsteknikker, som generelt vil påvirke hele klientens krop, samt specifikke behandlingsteknikker der kan bruges efter behov.
Gennemførelse af Basis uddannelsen.
Du vil under forløbet lære at arbejde efter en protokol (arbejdsmodel). Derudover er der specifikke teknikker, der især vil påvirke leddene i kranie og ansigt.
Du vil lære hvordan en kombinationsbehandling vil kunne foregå, det vil sige en behandling, der indeholder dele fra den generelle behandling og dele fra specifikke teknikker.
Der vil være speciel fokus på at kunne give basis behandling til børn.
Under uddannelsen, mellem de 4 kurser, må du påregne en del hjemmearbejde med klienter. Den udleverede anatomimappe gennemlæses, der skal bruges tid på at læse og studere billeder i enkeltheder. Derudover aktivt deltagelse i øvegrupper sammen med dine medstuderende.
Den første dag på del 4, starter med at du giver din medkursist en generel behandling, denne behandling vil være med i det samlede bedømmelsesgrundlag, for om du har bestået basisuddannelsen. Den sidste dag vil der blive afholdt skriftlig prøve, hvor der arbejdes i grupper.
Da der kan være flere forskellige svar på spørgsmålene, vil besvarelserne blive gennemgået i klassen bagefter.
Afsluttende prøve
Målsætning:
At sikre at du har forstået og integreret terapiformen, således at du på forsvarligt vis, kan udøve den i praksis på dine klienter.
Bedømmelsesgrundlag:
1. Dit individuelle arbejde og tilstedeværelse på kurserne.
2. du har haft under 10 % fravær på hvert af de 4 kurser.
3. Du har arbejdet med klienter, samt været aktiv i øvegrupper.
4. Dine evner for samarbejde, etik, indfølingsevne, samt respekt for medkursister.
5. Gennemført den praktiske og skriftlige prøve tilfredsstillende.
6. Underviser og skoleleders vurdering af, hvorvidt du er parat til at kunne varetage en behandling af klienter på betrykkende vis.
Indholdet i KST Basis-kurserne (KST I, II, III og KST til Børn I)
Du vil få en forståelse af kronisk stress. Du vil lære at teste, om din klient har stress, og hvordan du behandler det.
Du vil lære at se, mærke og lytte til klienten og dennes krop, så du kan vælge de teknikker, som kan genskabe balancen.
Den grundlæggende og aktuelle anatomi, som har med hver arbejdsteknik at gøre, vil blive gennemgået inden du bliver præsenteret for teknikken. Derudover vil du få gennemgået Kranio-Sakral-systemets grundlæggende anatomi og fysiologi.
Behandlingsformen bygger på en teori om, at knogler skal være bevægelige, i balance, og at de samarbejder med hinanden. Denne teori vil du hen ad vejen, hvor du bliver bedre og bedre til at opleve hvad der sker, kunne bevise klinisk over for dig selv.
KST I: Behandling af ryg/lænd og nakke
Vi starter med at arbejde med muskler og bindevævet i nakke, ryg, lænd og hofte, så vi derigennem kan frigøre hofte, ryg- og nakkehvirvlerne, som er det bærende system i kroppen.
Du vil lære hvordan du kan mærke knoglernes bevægelse (rytmen), og hvordan du kan bruge denne viden til at forbedre cirkulationen i kroppen.
Det er vigtigt at cirkulationen i kroppen er i orden, før du begynder på de egentlige kranie teknikker. Derfor er denne 1. del meget generel, og kan bruges i mange andre sammenhænge end Kranio-Sakral terapi, bl.a massage og zoneterapi.
KST II: Behandling af kraniet
Generelle teknikker til aktivering af kæbe, leddene i kraniebunden og hovedet, samt udvide dit arbejde med hjernehinderne. Derved øger du blodcirkulationen i hovedet, samt blodgennemstrømningen til og fra hovedet. Efter dette kursus får du en protokol (arbejdsmodel) med hjem, som du kan arbejde sikkert og trygt efter - også med helt nye klienter.
KST III: Behandling af kæbe og ansigt
Specifikke teknikker, der kan aktivere ansigtsknogler, tænder og kæbe. Det er vigtigt for et menneske at udstrålingen og mimik stemmer overens med det vedkommende gerne vil give udtryk for.
Du vil arbejde med energiteknikker og på en blid og effektiv måde, lærer du hvordan du kan afslappe det sociale nervesystem, ved at arbejde på hals, ansigt og kæbe.
KST til Børn I + opfølgning:
KST Børn I + opfølgning: På denne del vil der være fokus på børn. På kurset gennemgår vi en normal fødsel fra start til slut, og hvordan det kan påvirke det lille barns knogler i hovedet og på kroppen. Der bliver undervist i hvordan du generelt kan behandle de eventuelle ubalancer, der er opstået i fødselsprocessen.
Disse ubalancer kan hæmme et menneskes udvikling på forskellige områder gennem hele livet.
- heldigvis er det aldrig for sent at gøre noget ved det.